|
redde deres døtre eller søstre ud af et voldeligt ægteskab med en ortodoks mand, fordi han kan aftvinge hende kæmpesummer for at få skilsmisse og for at få børnene med sig ud af ægteskabet. Det betyder også, at selvom Israel har en lov om ligeret mellem kønnene og har kvindelig værnepligt, så er kvinder fuldstændig overladt til religiøse fortolkninger, når det drejer sig om ægteskab, skilsmisse, forældreret og arv. Man må altså grundlæggende sige, at når man taler om Israel som Mellemøstens eneste fungerende demokrati, så skal man altså vide, at det er et etnisk eller religiøst defineret demokrati uden nogen reel garanti for kvinders rettigheder. Palæstinenserne i Israel har statsborgerskab, selvom mange på højrefløjen mener, at det er en fejltagelse, og at man i stedet burde have fordrevet dem alle. Og i praksis må man også sige, at der er en række strukturelle forskelle mellem den måde staten imødekommer de to etniske gruppers behov på, så at palæstinenserne i praksis lever dårligere end jøderne. Men formelt sker der ingen forskelsbehandling på etnisk grundlag. Israel vil ikke kunne gå ind for en enstatsløsning. Israel vil gerne have De besatteOmråder, men uden palæstinensere. Da de dårligt kan fordrive dem en gang til, så bruger de en hel række politikker, som tilsammen kunne siges at udgøre det, den israelske sociolog Baruch Kimmerling kaldte ’politicide’ på engelsk, dvs. drab på palæstinensernes evne til at udtrykke en fælles politisk vilje. Der bor i dag i Israel 7,22 millioner, hvoraf 75% eller 5,4 mio er jøder ca. 20 % er palæstinensere. Indlemmer man de ca. 2 mio palæstinensere i De besatte Områder, vil der være op imod 4 mio palæstinensere i Israel. Det ville med den gennemsnitlige fødselsrate for palæstinensere sammenlignet med den i Israel frembringe dødsstødet til den jødiske stat. Det israelske herredømme i De besatte Områder, inklusive bosætningen, er ikke det samme som apartheid. Men det er et undertrykkende regime, som grundlæggende er ulovligt. Det er simpelthen i alle aspekter i strid med international ret. Det er også i den henseende noget andet end situationen i Sydafrika, hvor styreformen var et internt forhold, som kunne fordømmes for sin racistiske og udemokratiske form, men det kunne ikke anklages ifølge international ret. Israels herredømme i De besatte Områder er derimod et ulovligt internationalt forhold, som kun kan løses ved at lægge pres på USA og EU. Hvad angår demokratiet i Israel er jeg modstander af det og mener, at man skal lægge pres på landet for at få en civil lovgivning, som kan gengive kvinder de rettigheder, som de formelt har men som retssystemet er ude af stand til at sikre dem. Den israelske undertrykkelse af palæstinensere i Israel er ikke formelt racistisk, hvilket også er en forskel til Sydafrika. Derimod har den lange besættelse ramt det israelske samfund meget hårdt. Soldaterne bliver demoraliserede af besættelsen. De bliver enten de facto racister eller også mister de respekt for den israelske stat. Hvor vi altså kan se, at strategien med ’politicide’ overfor palæstinenserne lykkes, både overordnet med splittelsen mellem Hamas og Fatah, men også mere grundlæggende gennem korruption og militarisering af De besatte Områder, så slår politikken tilbage på Israel selv, hvilket israelske planlæggere burde være rigtig bekymrede for. Men så længe USA sender politiske blanco checks til Jerusalem og Tel Aviv vil intet i den retning bekymre det politiske establishment.
Sven Møller Kristensen om mellemkrigstidens litteratur
Sven Møller Kristensen startede som anmelder i 30erne, men af musik. Litteraturanmelder blev han først efter krigen, da han i 1945 henvendte sig til Land og Folk og tilbød sin arbejdskraft. Han var en flittig anmelder indtil han i 1953 blev professor i Århus. Man kan således ikke beskrive hans forhold til mellemkrigstidens litteratur ud fra samtidige anmeldelser. Det kan man derimod ud fra pionerværket Dansk litteratur 1918-1950 fra 1950. Det var et pionerværk, fordi det var et af de allerførste bud på en samtidslitteraturhistorie, et projekt han allerede havde skitseret kritisk i en artikel i Land og Folk fra 1946 med titlen ’Den døde løve og den levende hund’. Men projektet udsprang også af hans forbindelse til Jørgen Falk-Jensen og Ellenmarta Rasmussen, som i 1939 startede forlaget Athenæum. Athenæum begyndte i 1942 at udsende en serie litteraturhistorier med Alf Henriques’ Svensk Litteratur 1900-1940, Sven Møller Kristensens Amerikansk litteratur 1920-1940 og Chr. Rimestads Fransk Litteratur 1900-1940. Bøgerne signallerede noget nyt: de handlede om moderne litteratur. Det var en nyskabelse, ellers havde litteraturvidenskab især handlet om den anerkendte og derfor ældre litteratur. Møller Kristensens forbindelse med Athenæum var stærk fra starten, fordi både han og Otto Gelsted blev knyttet som konsulenter til forlaget, ligesom forlaget udgav hans litteratursociologiske værk Digteren og samfundet. Forbindelsen fortsatte efter krigen, hvor Athenæum udsendte en fornyet udgave af Møller Kristensens banebrydende bog Hvad jazz er med titlen Jazzen og dens problemer. Nogenlunde samtidig udsendte forlaget første nummer af tidsskriftet Athenæum med Møller Kristensen som redaktør. Både forlagets udgivelser og tidsskriftet, som lukkede i 1949, tegnede en bestemt litteraturpolitisk linje. Her diskuteredes og udgaves moderne litteratur, men også progressiv litteratur. At en litteratur var progressiv viste sig ved, at den opdagede og tematiserede det nye, som var under fremvækst og som pegede fremad for menneskeheden. I første nummer skrev Otto Gelsted om Thorkild Gravlund, at han ødelagde sin udmærkede litteratur ved at forlene den med ønsket om at vende tilbage til et for længst passeret samfund. Denne regressive eller reaktionære tendens så Athenæum også i tidsskriftet Heretica, og da Athenæum gik ind, blev Møller Kristensen ”spurgt af redaktør Martin Nielsen, Land og Folk, om jeg ikke ville forsøge at samle en venstrefløj om et nyt tidsskrift som i givet fald kunne udgives af det kommunistiske partis forlag Tiden. Det måtte være på tide at man gjorde sig gældende i efterkrigstidens kulturdebat og tog til genmæle, for det var ikke mindst den kulturradikale/socialistiske tradition fra mellemkrigstiden som havde været udsat for angreb, under foregivende af at den stod for en flad ”naturalisme” og ”rationalisme” uden sans for ”menneskesindets dybder”, at den var nær ved at være skyld i kulturkrisen, og at den stadig havde stor og skadelig indflydelse.” 1 Resultatet blev tidsskriftet Dialog, som 1950-51 udkom på Tiden for derefter at gå til Borgens Forlag. Athenæums litteraturhistorier fortsatte i 1948 med en opdateret udgave af Møllerens Amerikansk litteratur 1920-1947, Erik Horskjærs Sovjet Litteratur 1917-1947 og Peter P. Rohdes Engelsk Litteratur 1900-1947. Da Forlaget Athenæum gik ind i 1949 overtog Ejnar Munksgaard litteraturserien og udsendte siden to bind mere, nemlig Møller Kristensens Dansk litteratur 1918-1950 og Helga Vang Lauridsens Fransk litteratur 1918-1953 (Chr. Rimestad var død i 1943).2 Dansk litteratur 1918-1950 blev en sukces og udkom i syv forskellige udgaver frem til 1965 samt en russisk oversættelse. Møller Kristensens samtidslitteraturhistorie var ikke i væsentlig grad påvirket af hans litteratursociologiske værk, snarere var det formet over politisk-mentale kategorier. Det var et værk som fremstillede litteraturens udvikling fra første verdenskrig til tiden efter anden. Det skete ud fra antagelsen af nogle meget overordnede mentale figurer, først og fremmest det følelsesmæssige og identitetsmæssige kaos tiden efter den første krig havde kastet det europæiske åndsliv ud i. Han så litteraturen som forskellige bud på veje gennem dette kaos, dvs. enten at give sig det vold i form af mysticisme, jegfordybelse, pessimisme eller skepticisme eller prøve at forstå det og angive en vej ud af det gennem en kritisk forholden sig til samfundet kombineret med en fremskridtsoptimisme. Denne mentale figur er altså bygget over politiske og intellektuelle modsætninger i samfundet. I mellemkrigstiden er det især modsætningen mellem nazisme og antinazisme, mellem kapitalisme og socialisme. Det var tydeligt, at det var situationen efter nazismen var besejret, der var værkets ophavssituation. Men det var ikke nogen politisk litteraturhistorie, det var på mange måder en litterær litteraturhistorie. Møller Kristensen tilkendegiver et klart kulturradikalt standpunkt med tilhørsforhold i det kommunistiske parti, men det påvirker kun i ringe grad hans vurderinger. Selv forfattere, som man må antage han er meget uenig med, bliver grundigt og åbent karakteriseret litterært. Det gælder fx Tom Kristensen og Jacob Paludan, som får lange og selvstændige afsnit. Og selvom man i sammenligning med andre forfattere godt kan læse, at fx Paludan ikke er Møllerens yndlingsforfatter, praktiserer han sin partiskhed på en meget interessant måde: Man kan sagtens analysere et forfatterskab, man er grundlæggende uenig med, bare man selv og læseren er klar over dette forhold. Og selvom Møllerens markeringer langt fra er manifester, er de klare nok. Om Paludan skriver han fx: ”Hvis man ikke af romanerne har faaet tilstrækkelig klart indtryk af, at Jacob Paludans stilling i tiden er udtryk for en ældre kulturtraditions protest mod industrialisme og demokratisme, saa skal man gaa til hans journalistiske og essayistiske forfatterskab. […] Der er ikke noget langt spring fra Paludans argumentation til de ny-reaktionære slagord om ”kinder, küche, kirche”.” (s. 71)
|