|
Hvis man skræller bogen ind til dens grundlag, sætter den altså oplysning, menneskerettigheder og demokrati som udgangspunkt for enhver handling i staten. Heraf udleder den også, at staten ikke skal gøre indrømmelser i forhold til religionerne, hvis disse indrømmelser på nogen måder forulemper statens grundlag. Hertil kommer så det politisk-teoretiske analyseelement, kritikken af kulturalismen eller kulturrelativismen. Jeg er fuldstændig enig med forfatterne så vidt. For mig at se hopper kæden af, fordi man parrer denne universalistiske tilgang med en meget partikularistisk optik, nemlig islam og islamismen.
DF OG JØDERNE
19.6. kunne man i Politiken læse Søren Espersens Kronik om de russisk-jødiske indvandreres succesfulde assimilation i det danske samfund i forrige århundrede. Man forstår, at der er forskel på jøder og de nye indvandrere. Men kernen i historien er, at de russisk-jødiske indvandrere udgjorde 3.000 mennesker. I samfund som USA og Argentina holdt deres egen kultur og deres eget sprog betydeligt længere, fordi de var mange flere. Det har næppe noget at gøre med, at de er jøder, at de assimilerede sig så hurtigt. En ting er imidlertid sikker: Havde vi, dengang jøderne kom til Danmark, haft et parti som Dansk Folkeparti med samme indflydelse på den politiske magt, havde vi aldrig fået erfaringen med den jødiske assimilation. For så var de blevet sendt hjem til forfølgelse i Rusland og senere til gaskamrene i Tyskland.
ER DER APARTHEID I ISRAEL OG DE BESATTE OMRÅDER?
Den italienske Auschwitz-overlever Primo Levi gik engang i rette med arbejderne på Fiat, som havde demonstreret mod ledelsen under parolen: ’Fiat er en kz-lejr’. Han indvendte, at ingen var på tvangsarbejde og ingen døde. Hvad var så pointen med parolen? Engang var der radikale feminister, som udstak parolen: ’Porno er kvinders holocaust’, i øvrigt lige som de amerikanske, højreorienterede abortmodstandere gør det med abort. Som Levi gør opmærksom på, er indvendingen mod disse udsagn indlysende, og man kan spørge, hvad driver denne type overdrivelser? Jeg tror, at de vidner om magtesløshed. Det er klart, at overdrivelse kan være et pædagogisk hjælpemiddel, men lige netop denne type overdrivelse, som søger at styrke sit udsagn gennem henvisning til ’det værste’ er efter min forestilling både et tegn på magtesløshed, men også dermed en given-op overfor den nødvendige indsigt, som altid må drive politisk arbejde, selv når det ser allermest uoverkommeligt ud. Lige præcis sådan magtesløshed er formentlig den holdning, som er resultatet af 42 års besættelse i de besatte områder og 60 års landflygtighed for millioner af palæstinensere. Og sådan føler vi som støtter dem det også jævnligt. På denne baggrund er det nærliggende at spørge: Er det udtryk for magtesløshed og mangel på indsigt, når man taler om israelsk apartheid? Desmond Tutu har allerede for syv år siden gjort det til sin støtte til palæstinenserne at sidestille Israels besættelse med apartheid og gjorde dengang (The Nation 15.7.2002) opmærksom på, at også ledende indenfor det jødiske samfund i Sydafrika støttede denne holdning. Den israelske fredsaktivist Uri Avineri fra Gush Shalom skrev for nylig, at han havde diskuteret boycot af Israel med Tutu, som går ind for den igangværende boycot-aktion. Uri Avineri er modstander af aktionen, fordi den hviler på en falsk analogi. I Sydafrika var det mindretallet, som påførte flertallet undertrykkelse i form af apartheid, men i Israel er det det overvældende flertal, som påfører mindretallet undertrykkelse. Og fordi dette flertal ikke vil støtte en boycot, sådan som flertallet gjorde i Sydafrika, så er heller ikke boycotaktionen parallel og har derfor heller ikke samme udsigt til at lykkes, skrev Avineri. Avineris indvending er vigtig, selvom man godt kan gennemføre en boycotaktion som er vendt mod flertallet, selvom aktionen naturligvis bliver mere kompliceret. Avineris indvending betyder også, at forholdene i Israel eller De besatte Områder ikke er det samme som apartheid. Derimod må man fastholde, at de politiske tiltag, som Israel bruger i de besatte områder ligner de politikker som den hvide sydafrikanske regering brugte overfor det sorte flertal. Et argument for at kalde tilstanden i De besatte Områder apartheid er loven fra juli 2003, som gør det umuligt for en palæstinenser fra Områderne at opnå israelsk statsborgerskab også selvom den anden part i et evt. ægteskab er israelsk statsborger, ligesom børn af sådanne blandede ægteskaber kun må opholde sig i Israel til sit fyldte 12. år. Loven blev prøvet ved israelsk højesteret i 2006 og passerede knebent igennem med stemmerne 6-5; bl.a. stemte højesterets præsident imod og mente, at loven er i strid med israelsk lovgivning. Det andet stærkt argument er bosættelsespolitikken, muren, sikkerhedscheck og det eksklusive vejnet gennem Vestbredden, som indenfor rammerne af apartheidparallellen gør de palæstinensiske områder til et usammenhængende øhav af ’bantustans’, som var en del af apartheidpolitikken: på overfladen selvstyrende områder, hvis vigtigste juridiske ide var, at sorte fra disse områder kunne være arbejdskraft i Sydafrika uden at have rettigheder som statsborgere. Sammenhængende med bosættelsespolitikken bør man også her fremhæve den systematiske tilegnelse af palæstinensisk ejendom og palæstinensiske resurser. Det gælder naturligvis først og fremmest tyveriet af landområder. Men det gælder fx også vand; palæstinensere må bore 200 m ned efter vand; bosættere må bore 400 m. En sådan systematisk forskel er netop kernen i forskelsbehandlingen som er apartheids kerne. Det systematiske tyveri af oliventræer, som enten flyttes til bosætterområder eller sælges som træ er også et eksempel. De israelske politikker overfor palæstinenserne i De besatte Områder har medført at områderne er socialt usammenhængende og at manglen på sammenhæng trænger ind i alle hjørne af det palæstinensiske liv. Ser vi på selve Israel, så er der en række træk ved statens opbygning, som er helt særegne. Først og fremmest gælder det naturligvis Loven om tilbagevenden, som tilsiger alle jøder i hele verden ret til at vende tilbage til et sted, de aldrig har boet, og hvor deres forfædre muligvis heller aldrig har boet, og her opnå statsborgerskab. Loven bygger altså på, at alle jøder er ét folk og paralleliserer hermed til dannelsen af de europæiske et-folks-flertals-demokratier. Men forskellen er jo, at det er en påstand om en folkelig enhed, som alene hviler på om et menneske har enten en jødisk mor eller er konverteret til jødedommen. En enhed som modsætningerne i det israelske samfund sætter alvorlige spørgsmålstegn ved. Jøderne er, hvis vi skal sige det kort dels en række af forskellige folk og dels en religion i flere forskellige udgaver. Disse to forhold, det etniske og det religiøse, er allerede i religionen et dobbelt sæt af forudsætninger for at blive accepteret af jødedommen selv. Fortolkningen af denne lovs fundament ligger i realiteten hos overrabbinatet, en særlig slags jødisk pavestol, som blev oprettet allerede i mandattiden og som har en repræsentant for hver af de to største europæiske versioner af jødedommen (ashkenazisk og sefardisk jødedom), men slet ikke alle de mange forskellige udgaver. Det betyder fx, at hvis man er konvertit, så anerkendes man ikke som jøde, hvis man kommer fra en reformmenighed eller en karait-menighed. Ligesom de etiopiske jøder skulle gå i et rituelt bad for at blive ankerkendt som jøder. Men det helt afgørende blev i virkeligheden om jøder, som var konverteret til en anden religion, fx til en kristendom af en eller anden type, kunne opnå israelsk statsborgerskab. Det var længe højesterets mening, at det var indlysende, at det kunne de ikke, men i april 2008 fældede den en ny dom, som sagde, at man ikke på baggrund alene af loven om ret til tilbagevenden kan nægte de såkaldte messianske jøder statsborgerskab. Der lever 12.000 messianske jøder i Israel, men 250.000 i USA. Til dette uklare halvt religiøse grundlag for et såkaldt jødisk demokrati, kommer så et andet forhold, som i praksis er meget mere betændt. Det er, at Israel ingen borgerlig lovgivning har om ægteskab, skilsmisse, forældremyndighed og arv. Det er en slags indrømmelse overfor jødedommen, som så i praksis bliver en indrømmelse overfor alle religioner i Israel. Man kan kun blive gift og skilt religiøst i Israel, ligesom forældreret og arv afgøres efter halakha, sharia, drusisk religiøs lov og kanonisk lov. Det betyder fx, at hvis en ortodoks jødisk kvinde ønsker skilsmisse, og dette er langt fra et tænkt eksempel men blodig virkelighed, så kan hun kun få det med mandens tilladelse. Det er ham, der automatisk har forældreretten. Det har ført til, at mange familjer i Israel bliver ruineret af at
|