|
Aktuelle tekster
Adskillelsens mangel på politik
Af Morten Thing
Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt: Adskillelsens politik. Multikulturalisme – ideologi og virkelighed, 496 sider, Lindhardt og Ringhof, 299 kr.
På forsiden af Jens-Martin Eriksens og Frederik Stjernfelts nye bog Adskillelsens politik ser man et gådefuldt fotografi af to unge mennesker, som kysser hinanden. De har lukkede øjne og ser ud som om de er væk – fra hinanden i hver sin verden. Den unge mand bærer den jødiske kalot, som hedder en yarmulke eller en kippa, og han har peyes, dvs. slangekrøller som udgår fra tindingehåret og hænger ned foran ørene. Han bærer de ydre tegn på at være en ortodoks jøde. Den unge kvinde bærer et mørkebrunt tørklæde bundet tæt omkring hår og hals. Hendes ydre religiøse kendetegn er i modsætning til manden tvetydige. Hun kunne være en ortodoks jødisk kvinde, for hvem traditionen foreskriver, at de tildækker deres hår enten med en paryk eller en hovedbeklædning, fx et tørklæde. Men hun kunne også være en muslimsk kvinde. I det første tilfælde forestiller forsidebilledet et ortodokst jødisk par, som kysser hinanden. Det ville i så fald være et mærkeligt billede, da et kys set med ortodokse øjne ville være for intimt til offentlig afspilning. I det andet tilfælde er der tale om en ortodoks jødisk mand, som kysser en muslimsk kvinde. Det ville i givet fald være en meget overskridende handling for dem begge, og det er nok det, som vi skal opfatte: Hvis vi kunne lave et regime, hvor kærligheden kunne råde og ikke religionen, så ville sådanne overskridelser være mulige. I virkeligheden er der naturligvis tale om et modelfoto. Når jeg opholder mig ved bogens omslag, så skyldes det, at bogen overhovedet ikke handler om eller omtaler jøder, derimod nok muslimer. Man kunne sige, at bogen på sit omslag lover en universalitet, som den slet ikke har kraft til at indfri. Bogen falder groft sagt i fire dele. En kort intro med titlen ’Multikulturalisme som drømmebillede’ kunne lige så godt have heddet ’Multikulturalisme som skræmmebillede’. Her få vi at vide, at kampen om kulturalismen er den store kamp. Taber vi den, taber vi hele det demokratiske projekt. Fronterne ridses op: Kulturalismen findes både på højre- og venstrefløj. På venstrefløjen som ”kritikløs accept af hvad som helst, bare det legitimeres ved kultur eller religion”. På højrefløjen ”som en nationalisme, som kritikløs accept af hvad som helst, bare det legitimeres ved dansk kultur og historie.” De erklæres at være ”homologe modstandere”. Og midt imellem - hvem finder vi så dér? Meget overraskende: de to forfattere. Efter introen kommer afsnittet ”Den verden, vi ikke er ankommet til”. Det er et afsnit skrevet af Jens-Martin Eriksen på 110 sider om Malaysia. Man må forstå overskriften således, at hvis ikke vi nu skriver under på forfatternes analyse og følger dens anvisninger, så vil vi her i Danmark komme til at leve som i Malaysia. Malaysia er et samfund med 65 % malajer, som mest er muslimer, 26 % kinesere som for en dels vedkommende er buddhister, og 8 % indere som mest er hinduer. Det malaysiske flertal sætter rammerne for et multietnisk og multireligiøst samfund, hvor fx frafald fra islam er ulovligt. Ifølge Eriksens beskrivelse lyder det som et rigtig ubehageligt samfund at leve i, og efter min oplevelse lidt ligesom Indonesien, som jeg kender bedre, hvor en række større befolkningsgrupper er underkuet af det muslimske flertal. Der er imidlertid et problem ved Eriksens tekst rent sprogligt. Når man læser den, har man en fornemmelse af at mærke Eriksens ånde i nakken og hans finger helt nede i teksten, for at man skal forstå den ret enkle pointe. Der er ingen elementer i teksten, som tilføjer billedet af Malaysia nogen kompleksitet. Det er et transparent muslimsk diktatur. Som indfaldsvinkel til bogen fungerer teksten ikke, fordi den producerer sin egen modsætning: mistro. En mand, som har så travlt med at checke, at man forstår hans enkle pointer, vækker ikke læserens tillid. Jeg siger dette med bævende stemme, fordi jeg jo fra pressen ved at Eriksens skældsord sidder løst. Man huske Rifbjerg som ’Milosević’ trækkerdreng’ og for nylig fik Mads Qvortrup fra Information på hattepulden, så han slet ikke kunne have hat på bagefter. Helt bortset fra det rent sproglige må man sige, at det er et dårligt valgt eksempel, hvis man skal have europæere af den demokratiske tradition i tale. De tror ikke på, at Malaysia er fx Sverige om 20 år. Og helt bortset fra det, så er dét politiske problem, som ikke adresseres: Hvilke grænser bør et flertal iagttage overfor mindretal i et demokratisk samfund, om nogle? I Norge havde jøder fx ingen adgang før 1854, og i Danmark havde sigøjnere ikke adgang før efter anden verdenskrig. Er det noget et flertal kan og bør bestemme i et demokratisk samfund? Bogens anden del er af nogenlunde samme størrelse som første og er skrevet af Frederik Stjernfelt. Det handler om kulturrelativismens udvikling indenfor især antropologisk teori. Vi bevæger os fra Franz Boas over Ruth Benedict til Will Kymlicka. Det er et meget velskrevet afsnit, som peger på en række store logiske problemer i kulturrelativismen eller kulturalismen, som Stjernfelt kaldet teoridannelsen. Grundlæggende er det en antagelse, at enhver kultur er en samlet helhed, som hviler i sig selv og sin egen konstruktion. Populært sagt skaber en sådan antagelse ikke mulighed for et sted, hvorfra en kultur kan forstås andet end indefra. Det bliver således vanskeligt at se, hvorfra den antropologiske analyse skal sætte af, når antropologen næsten pr definition kommer udefra. Dernæst skaber det ikke nogen position for kritik af et givet samfund. Og endelig tvinger en sådan teoridannelse til at anerkende fx nazismen som en kultur i sin egen ret. Stjernfelts logiske kritik af de forskellige teorier han tager op er rammende. Jeg synes måske også det havde været på sin plads at gøre opmærksom på, at der inden for antropologien har været en diskussion om disse forhold, og at der siden er udviklet nyere teorier, som arbejder med meget mere dynamiske samfundsforståelser, og som skaber mulighed for en position, hvorfra samfund kan forstås og kritiseres. Jeg synes også, at forhold som kolonialisme og imperialisme glimrer ved deres fravær. Jeg tror ikke, man kan forstå Boas’ og Benedicts generationer uden på baggrund af netop kolonialismen og dens senere afvikling. Man kunne i politiske termer anskue deres teoretiske fejlkonstruktion som et forsvar for de koloniserede folks rettigheder. Efter Stjernfelts idéhistoriske udredning kommer så 150 sider indlæg af forskellig art. Det starter med en billedtolkning af Kurt Westergaards tegning af Muhammed med bomben i turbanen og udvikles så med forskellige angreb til højre og venstre. Det er fx angreb f typen: ”På venstrefløjen hører vi det kulturalistiske kampråb om anerkendelse af de mest antimoderne og uspiselige kulturelle praksisser.” (s. 276) Denne påstand eksemplificeres aldrig og belægges aldrig med konkrete eksempler. Man må altså tro, at venstrefløjen går ind for flerkoneri, kvindelig omskæring, børneslaveri og menneskeofringer. Argumentationsstilen er nu en helt anden end i det idehistoriske afsnit, hvor henvisningerne er der, så man kan undersøge, om Stjernfelt snyder. Dette afsnit er skrevet af begge forfattere, men stilen er desværre ikke på højde. Den minder klart om Søren Krarup, som er meget aggressiv overfor de synspunkter, han tilskrives, men som ikke desto mindre beskriver sine modstandere som tilhængere af fri indvandring til Danmark. Man kunne spørge: Hvor finder man en eneste, som går ind for fri indvandring? På samme måde med den venstrefløj som går ind for ”de mest antimoderne og uspiselige kulturelle praksisser”. Kort sagt, så er bogens hovedtese nemlig: at kulturalismen er den samme figur på højre- og venstrefløjen, udelukkende et postulat, som aldrig eksemplificeres endsige bevises. Højrekulturalismen beskrives i virkeligheden heller ikke særlig nærværende, men der henvises hele tiden til ”i sin reneste form af Dansk Folkeparti”. Afsnittets rygrad er også at præsentere forfatternes position. Den er intet mindre end Oplysningens Position. Denne position er det sted, hvorfra krigen mod mørket til højre og venstre føres. Oplysningen viser sig som politik i form af menneskerettighederne og det liberale demokrati. Det er bogens erklærede holdning, at med dette udgangspunkt vil det være muligt at oplyse sig til en fast holdning overfor fjenderne, som udgøres - udover kulturalisterne på højre- og især på venstrefløjen - af islamisterne. Når det kommer til stykket er bogen nemlig ikke nogen universalistisk traktat om oplysning, menneskerettigheder og liberalt demokrati, men en antiislamistisk bog, grænsende til det antimuslimske.
|